Religion er en privatsag, hører vi ikke så sjældent en politiker eller en samfundsdebattør sige. For eksempel tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som sad på posten fra 2001 til 1009 og dermed altså også under den såkaldte Muhammedkrise, der opstod, da avisen Jyllands-Posten udgave en række tegninger af profeten Muhammed. Krisen viste, at religion bestemt ikke er en privatsag, men noget, der også i vore dage kan ryste samfund og sætte verden i brand.
Kvinder er ofte den undertrykte part i de store religioner som eksempelvis kristendom og islam. I den kristne verden er det måske knap så tydeligt, som det var for år tilbage, men i den islamiske verden er kvinder ofte undertrykte. Tydeligt er det lige nu i et land som Afghanistan, hvor kvinderne efter Talibans tilbagevenden atter må finde burkaen frem.
I den vestlige verden kan de heldigvis gøre, som de vil, og mange styrker deres selvfærd og selvtillid med en operativ brystforstørrelse, som kan give et nyt og mere harmonisk udseende.
Når vi siger, at religion er en privatsag, betyder det, at vi ikke går rundt i gaderne og forkynder vores religion for andre eller forsøger at presse vores opfattelse af forholdet mellem mennesker og Gud ned over hovederne på andre. Vi dyrker vores religion, som vi vil, og lader andre dyrke deres religion som dé vil. Måske går vi i kirke og deler vores tro med andre i den eller andre sammenhænge, men på arbejdet, i skolen eller i andre fora lader vi troen blive på hylden.
Den opfattelse af tro støder nogle gange sammen med andre opfattelser af, hvordan man skal forholde sig til troen. Måske vil nogle meget troende mennesker have, at der skal undervises efter bestemte læreplaner, eller at nogle emner undlades, eller troen kan betyde, at man ikke kan tage visse former for arbejde eller være sammen med ikke-troende.
Vi kan håbe, at fremtiden vil bringe et mere harmonisk samfund, hvor der ikke er de store modsætninger mellem de forskellige religioner, og hvor mennesker kan finde ud af at leve i fred og fordragelighed. De fleste vil jo helst leve et hverdagsliv uden de voldsomme konflikter og konfrontationer, og her spiller åbenhed og tolerance over for anderledes troende og tænkende en afgørende rolle, hvis det skal blive til virkelighed.
